Kasper Støvring: Nationalkonservatisme

[Sergius]

DEABATAFTENER I VARTOV

Tidsskriftet NOMOS arrangerer i april og maj måned fire debataftener i Vartov i København, hvor det folkelige og nationale sættes til debat med udgangspunkt i de tre klassiske politiske ideologier – socialisme, liberalisme og konservatisme – samt kristendommen. Ved hver debat vil to repræsentanter for enten en ideologi eller kristendommen således klargøre deres ståsted i forhold til det folkelige og nationale. Hver debattør vil holde et oplæg på 20-30 minutter efterfulgt af debat samt spørgsmål fra salen.

Foredrag om nationalkonservatisme, maj 2007

Af Kasper Støvring

Kasper Støvrings hjemmeside

1

Temaet for dette møde i Vartov er forholdet mellem det nationale og konservatismen som politisk ideologi. Så hvad er mere oplagt end at tale om nationalkonservatismen, som også er den ideologi, jeg vil forsvare – hvis ikke det var fordi, ordet ideologi i forbindelse med konservatisme skurrer så fælt. Men det er en anden sag.
Jeg vil starte med at sige lidt om, hvad der kendetegner en nation, og hvordan forholdet er mellem nation og stat. Derefter vil jeg komme ind på det særlige menneskesyn, der ligger bag nationalkonservatismen. Endelig vil jeg sige lidt om det nationale fællesskab.
Når jeg ønsker at forsvare nationalkonservatismen, er det bl.a. fordi, at den i mine øjne tilbyder et overbevisende svar på det aktuelle spørgsmål om social enhed, der er blevet så presserende i vores tid.
Altså spørgsmålet om, hvad der sammenbinder samfundets mange forskellige individer og subkulturelle grupperinger i et socialt fællesskab. Svaret på dette spørgsmål findes naturligvis i nationen, der skaber et samlende værdigrundlag for det moderne demokrati.
I sammenhæng hermed er der i nationalkonservatismen en udpræget sans for det bevaringsværdige ved en bestemt politisk konstruktion. Nemlig nationalstaten, forstået som endemokratisk retsstat. Altså en stat, hvis grænser falder sammen med nationens grænser.
Jeg sagde, at nationalkonservatismen har en god forståelse for den sociale enhed. Det, der også kaldes samhørighed, sammenhængskraft eller social kapital. Det er vigtigt at bemærke, at denne enhed eller fællesskab er noget før-politisk.
Det vil sige, at enheden er kulturelt betinget, snarere end statsligt betinget. Faktisk er det sådan, at denne enhed skal understøtte staten og gøre den legitim. Med andre ord: statens enhed er funderet i nationens enhed. Det er ikke den anden vej rundt.

2

Lad mig sige lidt om forholdet mellem nation og stat. I nationalstaten er de demokratiske institutioner og borgerlige rettigheder altså forankret i et tæt folkeligt fællesskab. Dette fællesskab bygger på før-politiske normer og værdier. Det vil sige en national kultur.
At staten på denne måde er forankret i en national enhed har mange fordele. Ikke mindst den, at befolkning og politisk system er forbundet på en særdeles stabil måde. Derfor er det også afgørende, at vi bevarer den nationale loyalitet og den nationale suverænitet.
Ikke mindst er det afgørende, at vi bevarer den territoriale jurisdiktion, der kendetegner nationalstaten. Med territorial jurisdiktion mener jeg, at det er nationalstatens love, der gælder. Ikke direktiver og forordninger, der udgår fra transnationale jurisdiktioner som EU eller FN.
Hvis den nationale samhørighed skal bevares, kalder det på en aktiv kulturpolitik. For eftersom nationalstaten får autoritet og legitimitet fra nationen, bør staten også anerkende de institutioner, hvor nationen så at sige kommer til udtryk.
Så man kan sige, at der følger en række mere eller mindre kontroversielle politiske initiativer af den positive forståelse for national samhørighed. Lad mig nævne nogle af disse initiativer.
De kan naturligvis indebære statsstøtte til landets traditionelle kulturinstitutioner som museer, arkiver og biblioteker. Altså institutioner, hvis direkte og erklærede formål er at bevare den nationale kulturarv. Den forkætrede nationale kulturkanon falder også ind under disse initiativer.
Men de politiske initiativer kan også indebære en særlig statslig mediepolitik og sprogpolitik. Og de kan indebære en mere direkte tilgang til udformningen af uddannelsesinstitutionerne.
Altså institutioner, hvis formål bl.a. er at overlevere den etablerede fælles kulturelle identitet til de kommende generationer. Det politiske inititativ kan f.eks. bestå i at indføre bindende læseplaner i folkeskolen. Eller styrkelse af kulturbærende fag som dansk, historie og kristendomskundskab.
Endelig kan de politiske initiativer indebære en aktiv statslig understøttelse af en folkekirke. I det danske tilfælde er det den evangelisk-lutherske kirke, som er etableret i en national kultur, der er protestantisk.
Men som det vel nok mest gennemgående indebærer de politiske bestemmelser en restriktiv integrations- og indvandringspolitik.
Det er kort sagt statens alt andet end neutrale opgave at bevare den nationale samhørighed og yde substantiel opbakning til det nationale kulturfællesskab.
Men så er det, at vi får spørgsmålet om, hvilken idé om det nationale, det er, at politikken skal tage særlig hensyn til. Med andre ord: Hvordan defineres nationen?

3

Som sagt er nationen en kilde til social samhørighed. For som medlemmer af et nationalt fællesskab er borgerne bundet sammen af elementer som historien og sproget, af særlige livsomstændigheder og kommunikationsformer.
Nationens medlemmer har også, hvilket er meget afgørende, en forbindelse til et bestemt afgrænset landområde. De bebor altså et særligt territorium. Derudover har de i vidt omfang fælles navne, traditioner, erindringer, myter, religiøse overbevisninger og deler et fælles foreningsliv.
Jeg vil gerne sige noget mere om nogle af disse elementer. Et af de vigtigste er fælles sprog. Sproget er noget af det første, jeg modtager fra mine forfædre og noget af det første, jeg giver videre til mine efterkommere. Sproget er identitetsskabende.
Men sproget kan bruges til at afgrænse det nationale tilhørsforhold. Sproget kan nemlig påtvinges andre med det formål at nedbryde de loyaliteter, som er fjendtlige i forhold til den politiske orden. Det er f.eks. sket i USA. Eller i hvert fald indtil for nylig, hvor man visse steder har indført såkaldt ”bilingualism”. F.eks. tosproget undervisning.
For det andet kan man nævne sådan noget som fælles foreninger. Nationens medlemmer mødes ikke blot ved familiære sammenkomster, men også i kirker, skoler og på arbejdspladser. Ikke mindst mødes de i det frivillige foreningsliv.
Når der er så stærk national samhørighed blandt danskerne, skyldes det i høj grad, at vi historisk har haft stærke civile bevægelser.
De kan have været økonomiske, som f.eks. andelsforeninger. Eller kulturelle, som f.eks. foredragsforeninger og ungdomsforeninger. Karakteristisk for disse bevægelser er, at de har skabt fælles bygninger som folkehøjskoler, sportshaller og kulturhuse.
Pointen er, at når man er fælles om et levende foreningsliv, kan man skabe frie institutioner. De gensidige bånd mellem mennesker bliver dermed mere utvungne og varige, end hvis de f.eks. var dikteret af staten.
Endelig kan man nævne en fælles historie som et bærende element i en national kultur. Et folk, der er forenet i kraft af sprog, foreninger og territorium, deler fælles sejre og fælles nederlag, og de har fælles venner og fælles fjender.
Dertil kommer, at en historisk fortælling præger landet. Denne historie behøver ikke at være særlig glorværdig for at forene folket. Tværtimod kan nederlag også skabe en positiv national identitet, som slaget ved Dybbøl i 1864 for Danmarks vedkommende. Den danske nationalkarakter er måske præget af lidenhed og vægelsind, men også af fordragelighed.
Man kan selvfølgelig opregne flere elementer. Men det er nok at fastslå, at nationens medlemmer er fælles om en kernekultur, herunder en politisk kultur.

4

Nationalkonservatismen er ikke blot en politisk holdning eller et bestemt filosofisk tankesæt. Den er også knyttet sammen med et særligt menneskesyn og en psykologisk opfattelse af, hvem vi er, og hvordan vi er blevet til dem, vi er.
De kulturelle elementer, jeg netop har nævnt, er efter min mening gennemtrængende karaktertræk ved nationen. For det første udøver de en stærk ubevidst indflydelse på nationens medlemmer. De har netop i høj grad karakter af at være sædvaner, som vi spontant betjener os af. Som sådan opfattes den kulturelle livsform som noget naturligt.
For det andet er de nationale elementer næsten umulige at skille sig af med. Man kan f.eks. ikke unddrage sig den kendsgerning, at man er født på et bestemt sted, ind i en bestemt kultur og taler et bestemt sprog.
De kulturelle elementer er i den forstand helt grundlæggende bestemmende for vores selvforståelse som mennesker og borgere. Og psykologisk betragtet er den nationale kultur forbundet med et særligt autentisk dybdepræg. Vi er simpelt hen blevet præget af kulturen i et langt livsforløb, så den føles ægte.
Dette, at vi på en autentisk måde er knyttet til et kulturelt fællesskab, spiller også en afgørende betydning for vores følelse af selvværd. At vi har stærke tilknytninger til et fast forankret nationalt fællesskab, har at gøre med, at vi som mennesker uundgåeligt lever inden for en afgrænset kulturel horisont.
Det betyder ikke, at vi ikke med vores intellekt kan distancere os fra vores kultur eller endda træde uden for dens grænser. Men det betyder, at det i de fleste tilfælde kun er momentant, og at det kan have alvorlige omkostninger for vores selvforståelse og selvværd.
Nu findes der selvfølgelig dem, især blandt eliten, der ikke opfatter sig som nationale, men tværtimod gør en dyd ud af at bekæmpe den nationale kultur. Min tese er imidlertid, at de ikke har det godt. De er fremmedgjorte, hvad man allerede kan se af det selvhad og den aggressivitet, de udstråler.
Dem kan jeg sige mange grimme ting om. Jeg vil dog hellere sige noget om dem, og det er trods alt langt de fleste, der helt naturligt opfatter sig som danskere.
Når de – eller vi – gør det, skyldes det, at der også udgår en særlig autoritet fra det nationale fællesskab. Ved at identificere os med nationen underkaster vi os samtidig dens konventioner. Og det er selvfølgelig en slags tvang.
Men pointen er, at denne identifikation føles frivillig, hvis vi vel at mærke på succefuld vis er blevet integreret i fællesskabet. Dvs. hvis vi er blevet socialiserede til at overtage fællesskabets uskrevne normer.
Der er derfor en masse genvinster ved at være medlem af et fællesskab. F.eks. giver det tryghed og en fornemmelse af at høre hjemme og høre til blandt ligesindede.
Men der er selvfølgelig også en pris at betale for disse goder. F.eks. en forpligtelse over for det, der er større end én selv, en vis intolerance over for fremmede, der sniger sig ind og en vis træghed og indelukkethed. Og det er i vores progressive klima selvfølgelig noget skidt.

5

Lad mig prøve at præcisere karakteren af det nationale fællesskab. Som sagt er nationen kendetegnet ved en stærk indbyrdes følelse af samhørighed blandt medlemmerne. Derfor hviler nationen på et kulturelt fællesskab, der ikke kan være en blot vilkårlig sammenslutning.
Nationen er ikke blevet til ved en sammenkomst af mennesker, der rationelt har besluttet sig for at konstruere et nationalt fællesskab. Det er godt nok en meget populær opfattelse inden for den moderne historieforskning.
Den ønsker kort sagt at forklare nationen som noget, en elite opfinder engang i midten af 1800-tallet. Man behøvede simpelt hen en nation for at legitimere staten.
Men nationen er meget ældre, og denne konstruktivisme kan slet ikke forklare det, der er så specielt ved nationen. For en national kultur arves fra generation til generation, og den er som sådan også en levende, spontan tradition.
Den britiske filosof Edmund Burke er blevet berømt for i sit værk Tanker om den franske revolution fra 1790 at have skrevet om det, han kalder en generationskontrakt mellem de døde, de levende og de endnu ufødte.
Dermed pegede han på noget indlysende korrekt om nationen. Blot skrev Burke misvisende om en ”kontrakt”. Han burde i stedet have skrevet om kærlighedsbånd og pligtbånd mellem generationerne.
For kontrakter og konstruerede fællesskaber smager hen i retning af noget rent politisk og juridisk. Altså et retsligt fællesskab af statsborgere, der nyder en lang række rettigheder, som i princippet er universelle og kulturneutrale.
Men som jeg ser det, har nationalkonservatismen også et begreb om medborgere, der er solidarisk forpligtede på delte før-politiske forestillinger om det gode liv. De er altså også forpligtede på konkrete, partikulære værdier. Det kan f.eks. være ytringsfrihed som andet og mere end blot et abstrakt princip.
Nationens borgere er derfor forpligtede på en dybere måde, end konstruktivisterne vil kendes ved. Man kan lidt patetisk sige, at borgeren nærer en pietetsfølelse over for det nationale fællesskab.
Samtidig beror statens legitimitet delvis på dens evne til at indoptage og artikulere disse før-politiske forpligtelser. Den direkte modsætning til en sådan nationalstat er selvfølgelig den polariserede multikulturelle stat. Altså en stat, der giver lige anerkendelse til den mangfoldighed af kulturer, der befinder sig inden for dens grænser.

6

Her til sidst vil jeg prøve at opregne de fordele, der er knyttet til det konservative begreb om nationen.
Først og fremmest er nationalstatens borgere bundet sammen i kraft af en national loyalitet. Dette skaber meget stærke gensidige forpligtelser imellem borgerne.
En nation er i den forstand et fællesskab af fremmede individer, der er forenede i et civilt medborgerskab. Nationalstatens borgere er netop ikke eksklusivt forpligtede over for familien, trosfællerne, slægten, stammen eller klanen. De er derimod snarere forpligtede over for hinanden som naboer i et socialt bånd.
Nationalstatens borgere nyder derfor vidtstrakt frihed og gensidig solidaritet. Samtidig er den nationale loyalitet i stand til at forsone forskellige klasse-, interesse- og trosfællesskaber inden for statens grænser. Dette bekræftes f.eks. af sociologen Peter Gundelachs omfattende undersøgelser af danskernes særpræg.
Det nationale fællesskab muliggør altså dels en respekt for religions-, forsamlings- og ytringsfriheden og dels en accept af konflikter og kritisk tænkning inden for rammerne af den offentlige politiske kultur.
Nu finders der naturligvis andre konkurrerende former for fællesskaber, der hævder at rumme en eller flere af disse fordele. Man kan f.eks. pege på det politiske, religiøse og etniske fællesskab.
F.eks. er den Europæiske Union og den tidligere Sovjetunion begge former for politiske fællesskaber. Det arabiske teokrati eller det tværnationale muslimske fællesskab, altså den såkaldte Umma, er eksempler på religiøse enheder. Endelig findes der lande, der er opdelte i selvstyrende regioner, som er etnisk definerede. Det gælder f.eks. Belgien.
Men hvis man sammenligner med disse forskellige fællesskaber, har kun det nationale fællesskab, vil jeg hævde, i praksis bevist sit værd gennem en lang historisk udvikling.
For kun den nationale loyalitet er i stand til at skabe en stærk social sammenhængskraft og en stabil tillidskultur. Og kun den demokratiske nationalstat garanterer borgernes retssikkerhed uanset deres politiske partimedlemskab, deres religiøse tro eller etniske afstamning.
Især tillid er helt afgørende for skabelsen af liberalt demokrati og økonomisk vækst. Og Danmark er gang på gang det land i verden, der rangerer højest på tillidsindekset. Danskere har både tillid til hinanden og til de offentlige institutioner.
I den forbindelse kan man gøre det til en nationalkonservativ pointe, at Danmark er blandt de lande i verden, der har den højeste grad af kulturel homogenitet. Og at staten opleves som legitim og fungerer ukorrupt har tilsvarende at gøre med, at den netop er funderet i et nationalt kulturfællesskab.

kilde, eksisterer også som video her.

[Czarnobóg]

Vise ord, fra en yderst fornuftig mand.
Et rent bibelskrift.