Modersmålet

[Gavril]

Modersmaalet.dk

Velkommen til Modersmålskredsen Vi er en kreds af mennesker der er fælles om kærligheden til modersmålet og derfor ønsker at styrke og udvikle det danske sprog såvel som det nordiske sprogfællesskab, som vi opfatter som en umistelig del af vores kulturelle arv.
Vi er kritiske over for sproglige domænetab og den anglificering af ordforrådet vi desværre er vidne til i disse år. Dertil kommer at det dansk vi møder i offentligheden, ofte lader meget tilbage at ønske med hensyn til sprogrigtighed, velklang og veltalenhed.
Denne side indeholder oplysende artikler og debatindlæg af ældre og nyere ophav. Kildesamlingen Dansk tunge belyser skiftende tiders sprogsyn i form af tekster og tekstuddrag fra en lang række forfattere, digtere og sprogmænd.

Indeholder blandt andet denne perle fra 1760:

Patriotisk Betænkning om det Danske Sprog
Af Niels Randulf With
Det maae billigen fornøie mig og enhver retsindig Dansk Patriot, at fornemme den Iver, hvormed saa mange brave og berømmelige lærde Mænd udi Dannemark i vore Tider, meere end nogen Tid tilforn, arbeide paa, at forbedre det Danske Sprog, og at bringe det i nogen Anseelse, saavel hos vore egne Landsmænd, som iblandt Fremmede, hos hvilke det hidindtil har enten været saare ringe agtet eller aldeles ubekiendt. Man maae vel tilstaae, at Skylden vel meest kan have været hos de Danske selv, at deres Sprog tilforn hos fremmede Nationer ikke har været i større Anseelse, ja at det hos os selv ikke har opnaaet den Fuldkommenhed, som endeel andre polerede Nationers Sprog, hvilke med større patriotisk Iver have befordret deres eget Sprogs Opkomst og Vedligeholdelse hos deres egne Landsmænd, samt udbredelse og Bekiendtgørelse hos fremmede Folk, da derimod de Danske, enten af en alt for stor Føielighed imod Fremmede, som ere hid indkomne til os, eller af en alt for utidig Lyst og Begierlighed til det Fremmede og Afsmag for deres eget, have alt for meget forsømt og tilsidesat deres eget Moders Maal, lært og talt fremmede Sprog, ja skrevet derudi, ret ligesom de skammede sig ved at være fødte i Dannemark, og at forstaae deres eget Fædrene-Sprog, eller dog i det mindste have fordærvet og forstillet Sproget med en ufornøden og væmmelig Blanding af Franske og andre fremmede Ord, hvormed de have udstafferet det, ligesom Æsopi Krage med de fremmede Fiædre, hvor man dog haver havt ligesaa gode og beqvemme Ord i vort eget Sprog til at udføre sin Meening med, af hvilke Ord mange, formedelst saadan Efterladenhed, ere efterhaanden komne af Brug, og for de Danske selv fast blevne ubekiendte. Herover er det Danske Sprog uden Grund bleven udraabt af Fremmede, saavelsom og mange af vore egne Landsmænd, for et fattigt og ufuldkomment Sprog, der maae laane sig frem, og maatte med hiin Krage staae nøgen, naar hver Fugl kom og tog sin Fiær. Og, omendskiønt vi maae lade mange af vore Forfædre vederfares den Ret, at der iblant dem ogsaa have været anseelige veltalende Mænd, som have ført en ziirlig Dansk Stiil, og hvis Veltalenhed, i deres Fædrene-Sprog, virkelig har overgaaet den Formodning man kunde giøre sig om samme paa de Tider, i hvilke de levede; Omendskiønt der endogsaa, for disse sidste Aaringer, have været fundne Mænd i Dannemark, som med megen Fliid have arbeidet paa det Danske Sprogs Opkomst og Reenhed, saasom: en Rostgaard, Holberg, Thura, Nyested og andre, hvis Navne, endog i denne Henseende, bør stedse af vore Landsmænd erindres med al Høiagtelse og tilbørlig Berømmelse: og det er saa langt fra, at vi i Dannemark hidindtil skulde have havt Mangel paa gode og ypperlige Poeter (hvis Skrifter ufeilbarligen giøre meget til et Sprogs Opkomst og Prydelse), at jeg derimod troer, at dette Rige har, som en frugtbar Moder, frembragt langt fleere af dette Slags, end noget andet Land af lige Størrelse kan fremvise; Saa synes det dog, som den rette Tidspunkt til at bringe vort Sprog til sin rette Modenhed og Fuldkommenheds Spidse ikke endnu i deres Tid har været kommen; Men at samme har været os forbeholden, som leve i denne Tid, hvilke ikke alene kunde med Fornøielse høste Frugterne af vore arbeidsomme Forfædres nyttige Arbeide, og saa meget lettere komme til det Maal, som vi herudi sigte til, som vi i dem have saadanne Forgængere, der have brudt Iisen for os, men kunne endog gaae videre, end den, i at rense, raffinere, forbedre, og udpynte vort Fædrene-Sprog, at det maae faae sin rette Glands: At beqvemme Ord, som hidindtil have manglet os til adskillige Ting i Videnskaberne at udtrykke, særdeles visse Konstord, maae blive opfundne og bekiendtgiorte, og de gode gamle Danske Ord, som vi allerede have, men som ved manges forrige Forseelse og Forsømmelse have en Tidlang lagt skiulte i Forglemmelsens Mørke, igien blive bragte frem for Lyset; At smagen i vort Sprog maae blive giort fiinere, endog ved at udrydde adskillige ubeqvemme, nedrige og plumpe Talemaader; Og at vort Fædrene-Sprog saaledes meere og meere, baade iblant os selv og andre maae kiendes, ikke at give andre meest polerede Nationers Sprog noget efter i Skiønhed og Fuldkommenhed, hvorudi deres Flid og Nidkierhed for Fædrenelandets og Sprogets Ære, som herpaa arbeide, visselig bør paaskiønnes og berømmes. Skulde ikke enhver velsindet Dansk have Aarsag at glæde sig over, at see sit Moders Maal omsider med saadan en Glands at skinne frem af de mørke Skyer, hvorunder Uvidenhed og Forsømmelse saa længe har holdt det skiult? Skulde man ikke ønske sig til Lykke med denne Skiebnens lykkelige Forandring for vort Sprog, og yde dem al Tak, som have lagt Haand paa dette priselige Arbeide, og derpaa anvendt megen Tid og Fliid? Skulde vi ikke gierne efter Evne gaae disse til Haande i saa nyttig en Bestræbelse, og giøre vores Flid til at bringe samme til nogen Fuldkommenhed? Men hvor maae man tillige ønske, at vore Forfædres Skrifter, af hvilke vi endnu kunne lære meget, ikke skulle aldeles blive tilsidesatte, eller den Veltalenhed, som vi i mange af dem overalt kunne spore, komme i Foragt, hvorved vi ellers kunde underkaste os Utaknemmeligheds Dom; At ikke sproget af saadanne, som til dets Forbedring ikke besidde nogen tilstrækkelig Kundskab og Indsigt, skal ved selvgiorte ubeqvemme Ord, eller ved alt for høit opskruede, tvungne og uforstaaelige Talemaader, blive giort uforstaaeligt for Danske Øren; Og at vores Danske Poesie, hvorudi de smukkeste Tanker hidindtil, af gode Poeter, ere uden nogen Tvang blevne udførte i Riim, ikke skal tabe sin Yndighed, og blive meere forværret end forbedret, ved en riimfrie, og efter det i Latinernes og Grækernes Vers brugelige Stavelsesmaal indrettet Poesie, da jeg, efter mine ringe Tanker, holder for, at Riimene, efter den fra de allerældste Tider af i Dannemark brugelige Poesie, ere i et Dansk Vers fast saa væsentlige, som Stavelsesmaalet i hiine, og som Tankernes Høihed og Smukhed fremsat i en bunden Stiil, og at hiine ikke kan adskilles fra disse, uden at borttage af vores Poesie en Fuldkommenhed, der ufeilbarlig giør den meere behagelig, end hvor samme fattes. Monne det ikke være saa, at jo fleere Fuldkommenheder, der tillige kan opnaaes og findes samlede i en og den samme Ting, des fuldkomnere maae Tingen agtes at være; Og altsaa det Danske Vers, hvorudi høie eller smukke Tanker og artige Indfald findes fremsatte med flydende Riim og en munter forstaaelig bunden Stiil, maae ansees for fuldkomnere, end det, hvorudi en af disse Poster savnes. Jeg for min Part maae tilstaae, (hvad heller man derover behager at henregne mig til det store eller lille Publicum) at jeg langt heller læser saadant et Vers, hvorudi jeg finder smukke Tanker udført med en flydene Stiil paa Riim, og som jeg uden Møie og lang Eftertanke kan fatte Meeningen af og fornøie mig ved at læse, end det Vers, hvor jeg uden Riim finder aleene en sammenføiet Mængde af opsvolmede Ord og opskruede Talemaader, for hvilke at forstaae, man maae lægge Hiernen i Blød, hvilket maae jo falde en Læser Kiedsommelig, af hvilke de fleeste desuden gemeenligen læse Vers for Tidsfordriv og til en Slags Sindets Forlystelse, og følgelig allerhelst Vers, hvorved saadant Øiemærke best kan opnaaes, (naar det for Resten ikke er aleene indrettet efter Pøbelens Smag, hvorom jeg her ikke taler); Men, naar de derimod skal bryde Hovedet for noget at læse og forstaae, maae de ikke uden Aarsag holde for, at slig Hovedbrud og alvorlig Eftertanke heller bør opofres til Ting af større Vigtighed, end til et Vers at læse.
Men, siden jeg haver her begyndt at tale noget om det Danske Sprog, om hvilket mange giøre sig de Tanker, at det i Skiønhed og Fuldkommenhed ikke kan sættes i nogen Ligning med endeel andre meest bekiendte Europæiske Sprog, saa kan jeg ikke efterlade, hermed at tilkiendegive hvad mit Ønske er, paa det man maatte være des bedre i Stand at fælde en velgrundig Dom i denne Sag. Jeg vilde nemlig ønske, og jeg troer, at mange med mig vilde ønske, at vi ikke aleene vare forsynede med en tilstrækkelig Dansk Ordbog, hvorudi maatte findes alle gode Danske gamle saavel som nyere Ord, og hvoraf man kunde see, hvorvidt vort Sprog var tilstrækkeligt til at nævne alle forekommende Ting med sine egne Ord, uden Laan af fremmede Sprog; Men at vi endog, for at kunne desbedre dømme om, hvorudi og hvorvidt det ene Sprog kunde have et virkeligt Fortrin for det andet, maatte blive forsynede med en Grammatica Universali, eller Sprogenes almindelige Lærebog. Ved en Grammaticam Universalemforstaaer jeg egentlig saadant et Skrift, som ikke aleene viser de Ting, hvilke alle, eller dog de meest brugelige og bekiendte Sprog, have tilfælles med hinanden, men endog lærer og fremsætter de i en sund Fornuft grundede almindelige Sprog-Regler, efter hvilke der maae dømmes om forskiellige Sprogs Fuldkommenheder eller Ufuldkommenheder. Thi, omendskiønt ethvert Sprog haver sine særdeles Egenskaber, som det haver for sig selv og ikke tilfælles med andre Sprog, og altsaa maae have sine besynderlige Regler, som ved Ordenes Forandring og Sammenbindelse maae iagttages, hvilke besynderlige Reglers Videnskab og Indbegreb udgiøre ethvert Sprogs Grammaticam particularem; Saa dog, i hvor stor en Ulighed man end saaledes finder imellem adskillige Sprog, i Henseende til Ordene, deres Oprindelse, Beskaffenhed, Forandring og Sammensættelses-Maade, i hvor forskiellige altsaa end det ene Sprogs besynderlige Regler kan være fra det andet, saa maae der dog i den Ulighed findes en Lighed, og visse Ting, som alle Sprog have tilfælles og hvorudi de komme overens med hverandre, og der maae altsaa kunde fastsættes visse almindelige Regler, hvorudi de Ting bestemmes, som alle eller mange forskiellige Sprog have tilfælles med hverandre, hvilke almindelige Reglers Indbegreb maae kaldes Grammatica Universalis, eller den almindelige Sprog-Konst eller Lære-Bog. Og, eftersom nu alle Ting, som ere af lige Art eller henføre til et Slags, maae have noget tilfælles med hverandre, (hvortil og Sprogene henhøre), saa sees og heraf, at saadan en almindelig Grammatik, som lærer de mange forskiellige Sprogs Lighed og Fællesskab med hverandre, maae være muelig. Men den almindelige Grammatik, som jeg her taler om, maatte fornemmelig saaledes være indrettet, og de almindelige Sprog-Regler derudi af fornuftige Grunde maatte udledes og fremsættes, hvoraf kunde sees, hvorledes et Sprog i Almindelighed maae være beskaffent, som skal ansees for at have alle behørige Fuldkommenheder, og efter hvilke der altsaa kunde dømmes om, hvad der i ethvert Sprog maae ansees for en Fuldkommenhed eller Ufuldkommenhed, i hvilken Henseende den kunde kaldes en philosophisk almindelig Grammatik. Saadan en Grammatik have vi, saavidt jeg veed, endnu ikke havt iblant os, og er mig ikke noget bekiendt, som herom i Besynderlighed skulde være skrevet, undtagen den Afhandling, som den Lærde Canzius i Tübingen haver udgivet om Grammatica Universali.Saa længe vi ikke have saadan en almindelig Sprog Lære-Bog,holder jeg for, at de fleeste ikke kunde giøre sig noget ret tydeligt Begreb om et Sprogs Skiønheder og Fortrin for andre Sprog, og at de Domme, som af mange herom fældes, hvorved de vilde give det ene Sprog et stort Fortrin for det andet, grunde sig meestendeels paa utydelige Forestillinger, og maae ansees meere for forudfattede Meeninger, der ingen ret Grund have, end for grundige Domme, som skal fældes efter almindelige og fornuftige Regler ved det ene Sprogs nøie Sammenligning med det andet.
Maatte man ikke derfor ønske, at nogen af vore Tiders berømmelige Lærde, som have en grundig Kundskab om adskillige Sprog og om de Fuldkommenheder, som et i Europa brugeligt Sprog synes at have fremfor et andet, og som derhos lade sig være magtpaaliggende at bringe vort Danske Sprog i nogen Anseelse, ville paatage sig den Umage, at forfærdige og for Lyset udgive saadan en almindelig Grammatik, som til saadant Brug kun agtes beqvem, ved hvilket Arbeide samme vilde giøre sig sine Landsmænd meget forbundne.
Jeg understaaer mig ikke at lægge Haand paa dette Arbeide; Thi jeg kiender nok mine egne Kræfters Ufuldkommenhed; Men ville ønske, at en anden, hvis Indsigt i Sprogene og Leilighed hertil langt overgaaer min, vilde giøre det, som jeg ikke finder mig i Stand til. Her maatte det aleene tillades mig at anføre nogle faa Regler, hvilke mueligen maatte ansees for nogle af Grundreglerne i den almindelige Sprog-Konst. Hertil henfører: 1) At Ordenes Udtale, ved en rigtig Blanding af selvlydende og stumme Bogstaver, maae være saa let, som mueligt, og ikke falde alt for besværlig, hvilket skeer, naar alt for mange stumme Bogstaver sammenføies, uden at sætte nogen Vocal der imellem. 2) At Ordene heller ikke maae være alt for lange. 3) At hvert Ord maae have sin bestemte Bemærkelse, hvorved da kunde undersøges: om det vel maae holdes for en Fuldkommenhed eller Ufuldkommenhed i et Sprog, at det haver alt for mange Synonima eller ligegyldige Ord, som bemærke fuldkommeligen et og det samme? hvilket Spørgsmaal synes ellers at være noget problematisk; Thi paa den ene Side holdes det vel for en Fuldkommenhed og ansees for et Sprogs Rigdom, at det har mange Synonima, hvilket vel og i Poesien kan have sin Nytte, da man ofte i bunden Stiil bedre kan betiene sig af et Ord end af et andet; Men paa den anden Side bliver derimod Hukommelsen bebyrdet med alt for mange lige betydende Ord, og Sproget bliver derover des tungere at lære. 4) Dog maae et fuldkomment Sprog selv have saa mange Ord, som ere fornødne til at udtrykke alle forekommende Ting med, og ikke lettelig laane Ord af fremmede Sprog; Og omendskiønt Fornødenhed undertiden kan udkræve, at man i visse Tilfælde maae laane et Ord af et fremmed Sprog, saa maae det dog kun sielden skee, og ikke uden virkelig Fornødenhed; Og man maae søge ved Sprogets Renselse og Forbedring meere og meere at raade Bod derpaa. 5) Eftersom hvert Ord bør have sin bestemte Bemærkelse, saa maae og ikke et og det samme Ord have alt for mange og adskillige Bemærkelser, hvilket ellers undertiden kan forvirre og lade en Læser blive i Uvished om, hvad Bemærkelse et eller andet Ord skal have paa det Sted, hvor han finder det. Thi, omendskiønt der ere fleere Ting til, end der gemeenligen i et Sprog haves Ord at betegne dem med, hvorudover man ofte nødes til, at bruge et Ord i meere end een Bemærkelse; Saa er det dog en Slags Ufuldkommenhed i et Sprog, naar eet og det samme Ord haver alt for mange og adskillige Bemærkelser; Og et Sprog maae billigen agtes at være des fuldkomnere, jo meere det haver Ord til at nævne enhver Ting med, og jo meere hvert Ord haver sin bestemte Bemærkelse, uden at antage alt for mange; I det mindste maae de Bi-Bemærkelser, som tillægges et Ord, være grundede i Ordets første og egentlige Hoved-Bemærkelse, og ikke for langt vige derfra. 6) Man maae i Ordenes Udtale og Sammensættelse ogsaa have Velklangen for Øine. 7) Ordenes Skrivning og Udtale i et Sprog bør komme overeens med Hinanden, saa at de ikke anderledes udtales end de skrives. Ordenes Sammensættelse, og den Orden, hvorudi Ordene i en Meening følge paa hinanden, maae være naturlig og utvungen, og de Ord, som høre til at giøre en Meening forstaaelig og fuldstændig, ikke for langt skilles fra hinanden, hvilket ellers giør Meeningen uforstaaelig. 9) Ordene maa paa det mueligste være beqvemme til at udtrykke Tingene, og meddeele andre sine Tanker, saa at de samme Tanker derved kan opvækkes hos andre, som den Talende eller Skrivende derved har havt.
Jeg vil ikke her anføre fleere saadanne almindelige Sprog-Regler, men ikkun sige, at, naar man efter slige Regler vilde undersøge adskillige af de meest bekiendte Europæiske Sprog, saa vil man befinde, at neppe noget Sprog kan agtes for i alle Maader at være fuldkommen, men at ethvert Sprog kan have baade sine Fuldkommenheder og Ufuldkommenheder, og at et Sprog kan i et og andet have et Fortrin for et andet, i det at det ene Sprog kan være rigere paa Ord og beqvemmere til at udføre tydeligen alle sine Tanker, end det andet. For Exempel, det Engelske og Franske Sprog ere begge riige og beqvemme til at udtrykke allehaande forekommende Ting; Dog falder det Franske Sprog lettere og behageligere i Udtalen end det Engelske eller Tydske, og disse igien bedre end det Polske, som, formedelst de mange stumme Bogstavers Sammenføielse hos hinanden, falder heel besværligt at udtale. Og hvad især det Danske Sprog angaaer, da, omendskiønt det hidindtil ikke har været saa riigt, fordi det af Landets egne Børn alt for meget er blevet tilsidesat, forsømt og blandet med fremmede Ord af andre Sprog, uden Fornødenhed, saa mener jeg dog, at naar herpaa, ved lærde og velsindede Patrioters Flid og Nidkierhed, bliver raadet Bod, som nu alt meere og meere fornemmes at skee, saa er vores Danske Sprog ligesaa beqvemt, som noget andet af de meest elskte Sprog, uden stort Laan af fremmede Ord, til at udtrykke og betegne allehaande Ting, og at udføre alle sine Tanker. Det falder i Udtalen aldeles ikke besværligt eller ubehageligt. Ordene udtales, eller dog bør udtales saaledes, som de skrives. Vi have, til mange Ting at udtrykke, Overflødighed paa Ord, saa at Sproget til Poesie er meget vel beqvemt. Ordenes Sammensættelse og Orden i en Meening er naturlig og utvungen, og Verbum, som et Hovedord i en Meening, bliver sat paa sit rette Sted, og ikke saa langt borte ved Enden af Meeningen, at man ikke skulde kunne forstaae, hvad der med Ordene skal siges, førend man kommer til Enden af den ganske Meening. Dette er uden Tvivl en Fuldkommenhed i det Danske Sprog, hvorudi det kommer overeens med det Franske, og haver et Slags Fortrin baade for det Latinske og Tydske Sprog, hvor verbum gierne sættes tilsidst i en Meening, og man ikke ret kan giøre sig noget Begreb om, hvad der skal siges, førend man kommer til Enden. Ligesaa er det ogsaa ufeilbarlig en Fuldkommenhed i det Danske Sprog, at det ikke anderledes skrives end det bør udtales, og at ingen overflødige bogstaver sættes, som i Udtalen bliver udeladte; Og monne ikke vort Sprog herudi haver et Fortrin, ikke alene for det Engelske, som i de fleeste Ord anderledes udtales end det skrives; men endog for det saa meget afholdne Franske Sprog, hvorudi saa mange Bogstaver skrives, som i Udtalen aldrig bliver hørte, hvilket uden Tvivl er i dette behagelige Sprog en virkelig Ufuldkommenhed.
Det var vel Umagen værd, nærmere at undersøge og afhandle denne Sag, hvilket maaskee vilde blive vort Sprog til større Ære, og meere fortiente skiønsomme Læseres Agtsomhed, end at ville paatage sig mørke, opskruede og uforstaaelige Talemaaders Forsvar, eller at ville fordunkle vore berømmelige Forfædres velfortiente Roes, ved at fremdrage af Støvet nogle matte Tanker og ubeqvemme Ord, som de undertiden kan have betient sig af udi deres Skrifter og offentlige Taler, hvilke dog, naar ikkun deres sande Fortieneste, deres Lærdom, smukke Tanker og Talemaader, som ventelig i manges Skrifter beholde Overvægten, ikke derved forties, kan og bør ikke betage dem den Høiagtelse, som velfortiente Forfædre, hvilke man haver havt til Forgiængere, bør altid staae udi, endog hos de sildige Efterkommere.
(Lærde Tidender 1760, nr. 33. Her efter: J. S. Sneedorff. Samtlige Skrivter. IX. Kbh. 1777. S. 171-86.)

[3rdEye]

Arbetet för en Skandinavisk språkgemenskap är ett mycket gott företag. Jag vill förvisso tillägga till Modersmålets målformulering att även Engelskan har ett stort och mycket gammalt släktskap både med Skandinaviska språk och med Tyska. Nu när det är sagt förstår jag likväl vad det är de talar om, men jag skulle inte kalla det 'anglifiering' utan snarare språklig sinnessvaghet. Vi behöver mer av det de förespråkar: En syn på språket som betonar talarens och skriftställarens gärning och möjligheter.