Gentagelser

Verden er bygget af kun et vist antal forskellige brikker, og for at fylde den ud, må brikkerne genbruges.
Som regel er det ikke noget problem at holde de ens brikker fra hinanden, og de gennemrejsende fornemmer sjældent andet end en vag fornemmelse af at opleve gentagelser.
Der, hvor jeg arbejder, er to brikker dog ved en fejl blevet anbragt så tæt, at man kunne få den tanke, at deres nærhed (eller tæthed) har til formål drilskt at påpege den omgivende verdens, materialerne taget i betragtning, scenografiske formfuldendthed.
Over et toilet er der en skramme på størrelse med et andehoved i glasvævstapetet, nøjagtigt magen til en skramme på væggen i køkkenet.
Gentagelsernes omfang er dog mere vidtstrakt end som så. Således kan man, i selvsamme køkken, høre lyden af kampvogne, en persisk væv og en rovfugl, der svæver i luften, i henholdsvis en blender, en salondør og en fryser netop som den åbnes.
Eller, det vil sige, visse små stykker neutral lyd findes i disse, men de optræder også i flytningen af en hotelseng på et hoteltrægulv, en ligbrænding og nelliker, der triller ud over et fugtigt bord - og også i et møde mellem papir og pen, og vand og salt, og øjne, som lukkes for at forblive lukkede - og tillige den efterfølgende stilhed, som er alt andet end stille.
Nelliker, salondøre, kampvogne; en violinstreng truffet af en bue, en behagelig stol, som står og ældes, en hurtig vejrtrækning mellem to sætninger - strukket ud, langtsomt lydende, er de i/fra den dødes stilhed.